AaB begræder stolpe ud-kamp

AaB Ishockey kunne have spillet sig i slutspillet, hvis holdet havde vundet ude over Odense søndag. Nordjyderne førte opgøret undervejs, men endte med at tabe.

Søndag blev en dag, hvor spillerne fra AaB Ishockey kom til at hænge gevaldigt med hovederne. Havde nordjyderne vundet ude over Odense Bulldogs, havde klubben spillet sig i slutspillet. Men trods føring undervejs, måtte AaB indkassere et nederlag på 6-7,
hvilket betyder, at holdet ryger i nederste mellemspil.

- Det var et tæt opgør, og vi havde vores muligheder. Vi førte 4-3 og ramte stolpen, men vi fik ikke gjort det færdigt. Og så må vi sige, at vi generelt spillede for dårligt defensivt. Når man scorer seks mål på udebane, burde det være nok til at vinde. Men vi kunne desværre ikke udnytte den mulighed, vi havde i dag, siger AaB's sportsdirektør, Ole Nielsen.

Allerede tirsdag skal AaB Ishockey i aktion mod Esbjerg
Ishockey på udebane, mens Frederikshavn venter på hjemmebane torsdag i kampen om at nå i en kvartfinale. To hold fra det nederste mellemspil kvalificerer sig til kvartfinalerne.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland