AaB burde have vundet

 AaB burde have vundet

Men det blev kun til uafgjort 1-1 i sæsonpremieren mod de danske mestre fra FCK.

Det lignede længe en katastrofe for FC København. Bagud 0-1 mod AaB, og på vej mod sæsonens andet nederlag af ligeså mange mulige. Men Brede Hangeland afværgede den lurende nedtur, da han udlignede nordjydernes føring et kvarter før tid.
Mens de forsvarende mestre kunne glæde sig over sæsonens første point, så var der anderledes grund til ærgrelse i AaB-lejren. De stærkt kæmpende nordjyder kunne og burde have taget alle tre point, for i perioden efter føringsmålet havde hjemmeholdet et par kæmpe muligheder for at afgøre kampen. Det gjorde de ikke og måtte derfor nøjes med en enkelt pind til tabellen.
Første halvleg blev en meget jævnbyrdig affære, som bølgede frem og tilbage. AaB havde i forhold til sidste sæson og salget af Rasmus Würtz lavet formationen om fra en 4-42 til en 4-3-3. Det betød, at Jeppe Curth og Siyabonga Nomvethe på fløjene lå meget højt, hvilket da også gav betydelige chancer til hjemmeholdet. Særligt var Rade Prica flere gange farlige på dybdeløb, men ingen af forsøgene forstod den seneste sæsons topscorer altså at omsætte i mål.
Hos det gæstende mesterhold manglede man stadig et gear eller to fra den forgangne guldsæson. Lidt chancer blev det dog til. Men ej heller de københavnske løver havde den fornødne effektivitet foran, når det virkelig gjaldt. Aalborgenserne fik en drømmestart på anden halvleg, hvor Rade Prica blev sat til at eksekvere et fripark godt 25 meter fra mål. På optimistisk vis forsøgte han at kanonere bolden i mål, men i stedet ramte den muren og hoppede direkte hen til en helt fri Siyabonga Nomvethe. Den chance forpassede den formstærke sydafrikaner ikke, og scorede resolut, akkurat som han gjorde i aalborgensernes to Toto Cup-kampe. Godt et kvarter inde i halvlegen var AaB's nytilkomne midtbanemand, Andreas Johansson, centimeter fra at gøre ondt værre for københavnerne. Han blev spillet fri i dybden, men svenskerens flade skud gik lige forbi Jesper Christiansens mål.
Midt i halvlegen burde AaB igen have bragt sig yderligere foran. Rade Prica blev igen spillet i dybden. Han lagde smart til siden til Nomvethe, som dermed blev helt fri for mål, men denne gang svigtede afrikanerens målnæse. I stedet forærede Danny Califf kort efter FCK et unødvendig hjørnespark. Og det gør man ikke, når modstanderen har en mand ved navn Brede Hangeland. For den høje nordmand kom flyvende gennem luften og sikrede københavnerne den fornødne udligning. Mod slut kunne både Ailton Almeida og Atiba Hutchinson have sikret FCK alle tre point, men skarpheden manglede.//ritzau


Seneste nyt

fra Nordjylland