AaB-debutant går all in

Nicolai Larsens debut for AaB søndag har fået den 20-årige målmand til at stile højt.

Selvom han måtte lukke to mål ind i sæsonens første kamp, så var Nicolai Larsens debut for AaB godkendt. Det vurderede træner Kent Nielsen, og hovedpersonen selv var enig.

- Jeg føler jeg spiller en god kamp, der var et par episoder, hvor jeg gerne ville have været bedre ude i feltet, men sådan vil det nok altid være, siger Nicolai Larsen til TV2/Nord.

Men oplevelsen på Brøndby Stadion var noget af det der, dagen derpå, stadig imponerede den tidligere Lyngby-spiller.

- At løbe ind til kampen og mærken stemningen, det var helt fantastisk. Det er noget der giver ekstra motivation til at arbejde hårdt på træningsbanen. Jeg går efter at spille alle 33 kampe i denne sæson, siger Larsen med et smil på læben.

Og på trods af sin unge alder, så har målmanden allerede de kvaliteter en topmålmand skal have.

- Selvom han laver små fejl hist og her, så beviser han, at han har klasse. Hvis han laver en fejl, så er han lynhurtigt videre. Han tænker i næste situation, og at løse den, det er en meget stor egenskab at have i så ung en alder, siger træner Kent Nielsen til TV2/Nord.

AaB spiller næste kamp på søndag, hvor man på hjemmebane møder AGF.


Seneste nyt

fra Nordjylland