AaB esport bliver del af kæmpe LAN-party i Aars

AaB esport skal styrke det traditionsrige LAN party, The Party Next Generation, i Aars.

The Party Next Generation i Messecenter Aars får fra næste år nye kræfter ind, da de nuværende arrangørere har valgt at give stafetten videre efter fire år. AaB esport træder i stedet for til.

- Vi har besluttet os for, at nu er vi ved at være så gamle, at vi skal ikke gå til LAN mere, så vi takker af efter i år, lyder det fra  Anders W. Christensen, der er en af arrangørerne bag The Party Next Generation (TPNG).

TPNG finder netop nu sted i Aars med omkring 600 deltagere, og det er i forbindelse med åbningen, at nyheden om nye kræfter kom frem. 

- Vi har prøvet noget lignende før, måske knap så stort, men jeg tror, vi kan, og umiddelbart er der ikke så meget, vi tænker, vi vil lave om. Det er et rigtigt godt event i forvejen, siger Kenneth Jensen, der er formand for AaB esport.

De overordnede visioner er at drive det videre, som det er og bevare grundessensen, nemlig at det er et hygge-arrangement.

Nul energidrik

Der er mange efterskoler, der vælger at sende deres e-sportselever til LAN-festen. I år deltager der elever fra 10 efterskoler.

Og en af grundene til, TPNG er blevet en succes, er, en lidt alternativ tilgang til arrangementet, idet der er forbud mod energidrik.

I stedet er der gratis frugt og bevægelse på programmet i pauserne mellem computerspillene. Noget der ellers strider mod mange menneskers fordomme om computerspillere, hvor der indgår mere chips og cola end motion og frugt.

En af de skoler, der deltager, er Stidsholt Idrætsefterskole.

- Sundhed er både krop og sind, og det er det også ude til TPNG. Der er gode omstændigheder, søde mennesker der arrangerer eventet, god mad, mulighed for at være fysisk aktiv og møde andre ligesindede unge mennesker, og det er for os i sidste ende sundhed, siger Andreas Elversøe, der er hovedtræner på Esportslinjen på Stidsholt Efterskole.

Men arrangørerne af TPNG Aars ønskede fra start at lave et anderledes arrangement. Da forbuddet mod energidrik blev meldt ud første år, fik de kommentarer som ”RIP” (hvil i fred) på projektet, men helt dødsdømt blev det aldrig. Allerede første år deltog 620 computerspillere i LAN-festen.

- Vi har gjort det, fordi det har været sjovt at se, hvor meget man kan lave om på stereotypen om, hvordan et LAN skal være, uden at få tæsk for det, siger Anders W. Christensen, der er en af arrangørerne af TPNG Aars og tilføjer:

- Vi har flyttet nogle grænser og lavet om på nogle forestillinger om, hvad LAN-party er og hvordan sådan skal være, og nu skal der nye ting til.

 

TV2 Nord sendte fredag 10. januar en halv time direkte fra Aars. Se eller gense udsendelsen her.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland