AaB fik 0-0 mod Bundesliga-oprykker
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Efter en god halv time i første halvleg satte tyske oprykkere AaB under pres.
AaB's sidste testkamp på holdets tyske træningslejr endte 0-0 og blev en test af AaB's defensive linjer.
Kampen mod Eintracht Braunschweig startede ellers på bedst tænkelig måde set med nordjyske briller, da Jeppe Curth efter blot to minutter vristede sig fri af baglinjen og serverede bolden for Nicolaj Thomsen, som dog ikke fik eksekveret en afslutning i mål.
Derfra kom hjemmeholdet bedre ind i kampen og Lasse Nielsen måtte i to omgange heade indlæg væk fra feltet ligesom Nicolai Larsen efter 25 minutter måtte levere to redninger af den bedste slags for at holde buret rent.
AaB's opspil blev igennem hele kampen forstyrret af Eintrachts velorganiserede defensiv, og efter cirka en halv time faldt første halvlegs sidste AaB-afslutninger, der dog ikke voldte problemer i det tyske mål.
Efter pausen sendte de tyske værter 11 friske spillere på banen, og 10 minutter inde i halvlegen var det kun Rasmus Thelanders glidende tackling, der afholdt værterne fra en afslutning direkte på mål.
AaB sendte efter en times spil Mathias Wichmann, Rolf Toft og den dobbelte målscorer fra AaB's første testkamp i det tyske, Lukas Spalvis på banen. Fem minutter senere kom Andreas Bruhn på banen i stedet for Patrick Kristensen.
AaB tager nu ubesejrede hjem til Aalborg og inden den europæiske debut 18. juli i Georgien mødes holdet på fredag Silkeborg I.F.