AaB forventer overskud og spillersalg

Superligamestrene opjusterer forventningerne til årets resultat og forventer samtidig at sælge spillere.

AaB har vundet alt de kunne i den forgangne sæson. Danske mestre i næstsidste runde, vindere af DBU Pokalen i den første sejr i Parken i mange år og sågar også vindere af Fairplay-prisen.

De flotte resultater ser nu ud til at vise sig på bundlinjen, og klubben opjusterer derfor forventningerne til årets resultat fra et overskud omkring fem millioner kroner til et overskud i niveauet 13 millioner kroner.

Opjusteringen skyldes naturligvis de flotte sportslige resultater, men er et resultat af højere tilskuertal, højere omsætning på stadion og et mersalg af merchandise.

- Forventningerne til resultatet for 2014 er naturligvis meget tilfredsstillende, og vi glæder os alle over de unikke sportslige resultater.

- Det er dog vigtigt at fastslå, at vi arbejder hårdt og ydmygt videre med at få den primære drift til som minimum at gå i balance - også i 2015 og fremover, siger Stephan Schors.

Indregnet i det nye store overskud er også indtægter fra spillersalg i niveauet fem millioner kroner.

- Det er ikke vores hensigt at sælge spillere lige nu, men der er stor interesse for flere af vores spillere, og derfor er det overvejende sandsynligt, at det sker, siger Stephan Schors.

Den forventede bundlinje kan vokse gevaldigt, hvis klubben kvalificerer sig til gruppespillet i Champions League. Spillerne kan dog løbe på banen i de fire kvalifikationskampe uden pres, for klubben har ikke indregnet anden europæisk deltagelse end netop disse kampe, der finder sted i juli og august.

Uden for banen er klubbens fokus rettet mod den forestående kapitaludvidelse.

- Det er klart, at vi ligeledes her håber på så stor opbakning som muligt til Hele Nordjyllands Hold, tilføjer Stephan Schors


Seneste nyt

fra Nordjylland