AaB jagter den første sejr i Slagelse

Hele Nordjyllands hold har stadig en sejr i Slagelse til gode, men lørdag eftermiddag vil de gøre forsøget.

Den 11. maj 2014 spillede AaB mod FC Vestsjælland i Slagelse.

Da dommeren fløjtede opgøret af, viste måltavlen det samme som 90 minutter tidligere. Kampen endte uafgjort 0-0.

Det top-kedelige resultat blev dog hurtig glemt, for cirka fem minutter senere var AaB Danmarksmestre.

FCK havde i de døende sekunder af deres kamp mod FC Midtjylland scoret til 3-2 og AaB kunne ikke længere indhentes på førstepladsen. AaB var i ekstase på Slagelse Stadion.

Vi kan allerede nu sige, at sådan går det ikke lørdag, når de to hold mødes i Superligaens 25. spillerunde. AaB spiller for at bevare forbindelsen til den sjove del af tabellen mens FC Vestsjælland kæmper en svær kamp for at indhente Esbjerg på den anden side af nedrykningsstregen.

Og i den kamp er det jo rart at vide, at man ikke har tabt til gæsterne på hjemmebane.

- Vi er helt afklaret med, at vi efter en god præstation, men dårligt resultat, mod FC Midtjylland nu står foran et meget vigtigt opgør i Slagelse. Vi er lige nu i en position hvor vi skal have et godt resultat og meget gerne en sejr, udtaler cheftræner Kent Nielsen.

- Der venter os et FC Vestsjælland-hold der har vist rigtig fin form på det seneste i både Alka Superligaen og DBU Pokalen. De lykkes rigtig godt med deres spil med bolden og har også formået, at få lukket godt af bagude.

- Samtidig har de en af ligaens mest formstærke angribere i Rasmus Festersen, der er en spiller som betyder meget for deres offensive del og som vi skal have gjort livet svært for, for at kunne få det gode resultat vi søger.

Kent Nielsen har fået Anders K. Jacobsen tilbage i truppen, men skadeslisten er stadig lang og tre startere er ude med karantæne.

- På trods af at vi har en del karantæner, så føler vi os godt rustet og føler at vi har kvalitet i holdet til at spille en stærk kamp. Der er dog ingen tvivl om, at vi skal steppe op på vores kvalitet i spillet med bolden og effektivitet foran mål for at opnå et godt resultat, afrunder Kent Nielsen.

Fakta: AaB-holdet mod FCV

1. Nicolai Larsen
2. Patrick Kristensen
5 Kenneth Emil Petersen
9. Thomas Augustinussen
10. Rasmus Jönsson
11. Nicklas Helenius
14. Andreas Blomqvist
15. Gille Sørensen
18. Anders K. Jacobsen
21. Kasper Risgård
22. Carsten Christensen
23. Nicolaj Thomsen
25. Frederik Børsting
30. Andreas Bruhn
31. Jakob Blåbjerg
32. Kasper Pedersen
33. Lukas Spalvis
35. Asger Bust.

Seneste nyt

fra Nordjylland