AaB klar til årets sidste hjemmekamp

Søndag aften afsluttes 2011 på Energi Nord Arena med Superliga-klassikeren mellem AaB og AGF.

AaB, der har hentet ti point i de seneste fire kampe mod FC Midtjylland, AC Horsens, Brøndby I.F. og OB, indtager efter 16 spillerunder tredjepladsen i Superligaen.

Bare et point efter følger AGF, der blot har tabt én af sine seneste 12 Superliga-kampe, og AaB's cheftræner Kent Nielsen forventer også en vanskelig opgave mod Aarhusianerne:

- Efter sin tilbagevenden til Superligaen har AGF haft et stærkt efterår, hvor den lange ubesejrede stime inden Silkeborg-kampen i sidste uge taler for sig selv.

- AGF råder over et erfarent og dygtigt hold med mange kloge spillere, og de er svære at slå, konstaterer Kent Nielsen, hvis mandskab dog sejrede 2-1, da AGF for fire måneder siden i anden spillerunde senest var på besøg i det nordjyske.

I sidste weekend sejrede AaB 3-1 hos FC Midtjylland.

- Udover resultatet har vi taget mange positive ting med fra Midtjylland-kampen, hvor vi fik understreget vores kvaliteter og gode form. Nu venter så årets sidste hjemmekamp, hvor al fokus selvfølgelig er rettet mod at vinde opgøret og dermed takke publikum i hele Nordjylland for en fantastisk opbakning i 2011, siger Kent Nielsen, som afventer træningen lørdag formiddag i forhold til at udtage den endelige trup der bliver offentliggjort på klubbens hjemmeside lørdag eftermiddag.

Det ligger allerede nu fast, at AaB må se bort fra skadede Lucas Andersen, Kasper Bøgelund og Henrik Dalsgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland