AaB klar til europæisk finale

Som det første danske hold nogensinde er AaB klar til finalerunden i Continental Cup i ishockey.

Efter en dramatisk afslutning spillede AaB Ishockey sig søndag i finalen i Continental Cup. Målmand Peter Hirsch blev den store helt i straffeslagskonkurrence.

AaB Ishockey fortsatte søndag sin succesrige færd i den europæiske Continental Cup. Med en dramatisk sejr på 3-2 efter straffeslag over Grenoble søndag, har nordjyderne nu sikret sig adgang til finalestævnet, som spilles i Riga.

Efter at have vundet den første kamp i semifinalerunden mod hollandske Tilburg Trappers og efterfølgende tabt til kasakhiske Kazzinc Torpedo, skulle AaB ud i en knald eller fald kamp mod de franske værter.

Her viste målmand Peter Hirsch, hvorfor han regnes som Danmarks bedste keeper. Med flere store redninger holdt han nordjyderne inde i en kamp, som hjemmeholdet ellers sad tungt på. Rasmus Olsen bragte AaB foran i første periode, mens letten Aleksandr Macijevski med under tre minutter igen af opgøret ikke helt fortjent fik udlignet til 2-2.

Der blev ikke scoret i den forlængede spilletid, og da Grenoble ikke formåede at passere Peter Hirsch på de tre afsluttende straffeslag, var Macijevski enlige straffeslagsscoring nok til en overraskende nordjysk sejr.

Ud over AaB Ishockey deltager Kazzinc Torpedo, hjemmeholdet HK Riga og det russiske storhold AK Bars Kazan i finalestævnet.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland