AaB-lejr: Nu er presset på FC Midtjylland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
AaB's træner og spillere er tilfredse med, at presset i mesterskabskampen nu er på FC Midtjylland.
AaB vandt onsdag aften en forrygende superligakamp mod FC Nordsjælland med 4-2.
Dermed er nordjyderne tilbage på Superligaens førsteplads. Torsdag aften gæster FC Midtjylland Brøndby, og her skal midtjyderne hente tre point, hvis førstepladsen skal tilbageerobres.
- Det er en fantastisk Superliga, hvor der er spænding over alt. Vi har gjort vores til, at der kommer lidt pres på FC Midtjylland, siger AaB-træner Kent Nielsen.
- Når man har vundet, kan man sagtens sige, at det var en fordel, at vi spillede før FC Midtjylland. Det er i hvert fald ikke nogen gene.
Kantspilleren Kasper Kusk har tidligere på foråret selv oplevet, at AaB skulle vinde for at holde trit med FC Midtjylland.
- Det er alt andet lige sværere at spille en kamp, når man ved, at man skal vinde for at følge med. Vi ved, at de har en svær kamp i Brøndby, og vi håber på, at Brøndby kan presse dem lidt, siger Kasper Kusk.
- Men når det så er sagt, så skal vi stadig fokusere 100 procent på vores egne præstationer.
Anders K. Jacobsen, der med to mål var stærkt medvirkende til onsdagens 4-2-sejr i Farum, er glad for, at AaB formåede at trække fra FC Midtjylland.
- Det formåede vi ikke sidst, vi havde chancen, så det er fedt, at vi denne gang lykkedes med at vinde vores kamp. Så er det op til dem at svare igen, siger angriberen.
AaB møder i sæsonens sidste to runder FC Vestsjælland ude og AGF hjemme. FC Midtjylland mangler, ud over torsdagskampen i Brøndby, en hjemmekamp mod FC København og en udekamp mod Sønderjyske.