AaB sælger Mota

Den brasilianske angriber José Mota, som er ejet af AaB, blev fredag solgt til den norske klub Molde efter et succesfuldt lejeophold i Norge.

De danske fodboldmestre AaB solgte fredag den brasilianske
angriber José Mota til den norske klub Molde, der spiller i
Tippeligaen.

Mota fik aldrig den store succes i det nordjyske, men i Molde
har han atter fundet sin gamle målnæse frem. 12 gange har Mota
scoret for Molde i denne sæson, og det var rigeligt til, at
Molde-direktør Tarje N. Jacobsen gerne ville tilknytte
topscoreren på permanent basis. Hidtil har Mota kun været
udlejet fra AaB.

- Vi er godt tilfredse. José er en notorisk målscorer. Han er
en god fodboldspiller, og først og fremmest en iskold afslutter.
Nu håber vi, at trygheden ved at skrive under med ham vil løfte
både Mota og resten af spillertruppen, siger Tarje N. Jacobsen
til VG Nett.

Længe har parterne været økonomisk langt fra hinanden. Først
krævede AaB for meget i overgangssum, og siden var den 29-årige
angribers personlige lønkrav for høje.

- Vi var vældig, vældig langt fra hinanden, og jeg tvivlede en
overgang meget på, at handlen gik i orden. Rammerne har ligget
der siden i søndags, men vi justerede lidt på strukturen i
aftalen tirsdag, og nærmede os onsdag. Så fik José to dage til
at tænke sig om, før vi blev enige i dag, afslører Jacobsen.

Mota skifter på en treårig kontrakt, og AaB formodes at få
omkring fire millioner kroner for salget.