AaB skriver kontrakt med ungt talent

AaB Håndbold skrev onsdag eftermiddag kontrakt med 16-årige Rasmus Carlsen. Han er den yngste kontraktspiller i AaB Håndbold nogensinde.

AaB indgik onsdag eftermiddag en to-årig aftale med den kun 16-årige håndboldspiller Rasmus Carlsen.

- Han er absolut et af de største talenter, jeg har set, og det er min klare fornemmelse, at han indenfor en kort årrække vil slå sine folder på AaB's førstehold, siger sportsdirektør Jan Larsen.
Rasmus Carlsen har også store forventninger til de kommende år i AaB.

- Jeg forventer mig at få en god tid i AaB, og at jeg udvikler og forbedrer mig rent håndboldmæssigt. Jeg håber selvfølgelig også, jeg i AaB med tiden kan komme til at snuse til håndbold på liganiveau, siger Rasmus Carlsen.

I første omgang vil Rasmus Carlsen spille for AaB's ynglingehold.


Seneste nyt

fra Nordjylland