Aab-topscorer har ikke travlt med at komme væk

Kasper Kusk er et varmt transfer-emne inden vinterpausen i Superligaen. Men han fokuserer ikke på et muligt klubskifte.

AaB-spilleren Kasper Kusk er brandvarm for tiden.

Han er nummer fire på topscorerlisten, inde omkring landsholdet og senest scorede han hattrick i sejren over Randers.

Rygterne går på, at flere klubber har øje på kantspilleren. Men det tager Kasper Kusk med ophøjet ro.

- Jeg har det godt i AaB, og der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne se mig selv blive i AaB noget tid endnu. Men når det er sagt, så har jeg selvfølgelig også ambitioner, siger Kasper Kusk.

Hvad ambitionerne er, vil han dog ikke ind på. Han holder i stedet fokus på AaB og mandagskampen mod FC Nordsjælland.

Men muligheden, for at han forlader Aalborg i vinterpausen, er til stede.

AaB er godt kørende sportsligt, men det samme er ikke tilfældet økonomisk.

- Vi er i en økonomisk situation lige nu, hvor vi er nødt til at slå til, hvis det rigtige tilbud kommer. Men på den anden side er vi også sikre på, at Kasper stadig kan udvikle sig i AaB, siger sportschef Allan Gaarde.

Hvad er det rigtige tilbud?

- Det ved vi først, når tilbuddet ligger der. Vi kan hverken sige beløb eller klub, siger Allan Gaarde.

Spiller han i AaB efter vinterpausen?

- Det tror jeg, og det håber jeg på, siger sportschefen.

Kasper Kusk er 22 år, har spillet 67 kampe for AaB og scoret 20 mål.

AaB tager mandag imod FC Nordsjælland på hjemmebanen i Aalborg. Kampen fløjtes i gang klokken 19.


Seneste nyt

fra Nordjylland