AaB-veteran: Sejren blev kriget hjem mod Brøndby
Effektivitet i første halvleg bragte AaB på sejrskurs, mens anden halvleg blev en krig, siger Augustinussen.
AaB er nu stukket af sted i toppen af Superligaen med et forspring på fire point til nærmeste forfølger takket være en 2-0-sejr over Brøndby foran et hjemmepublikum i fuld flor.
Der var således sæsonrekord med mere end 13.000 tilskuere på Nordjyske Arena, da AaB efter to effektive Lukas Spalvis-scoringer i første halvleg fightede sig igennem de resterende 45 minutter.
- Det er simpelthen så fedt at spille på det her stadion, når der er så mange mennesker. Vi blev båret frem, siger Thomas Augustinussen.
Der var aldrig reel spænding om resultatet, men AaB tillod Brøndby at overtage dele af boldbesiddelsen i anden halvleg, uden det dog resulterede i de store chancer til gæsterne.
- Vi var meget effektive i første halvleg og scorede to fine mål. Anden halvleg blev lidt mere en krig med mange nærkampe.
- Jeg synes dog ikke, at Brøndby kom frem til så meget, men vi havde da nogle løse chancer. Den blev kriget hjem i anden halvleg, siger Augo.
Den opfattelse bakkes op af holdets træner.
- I perioder viste vi noget skarphed og dygtighed, og det var det, der gjorde, at vi kunne hive nogle ting op i sekvenser, som blev kampafgørende. I anden halvleg synes jeg, det blev for meget krigerfodbold.
- Vi blev lidt statiske og stillestående i vores spil, som gjorde, at vi kom til at forsvare mere end i første halvleg. Jeg synes dog, at vi - som anden halvleg skred frem - fik sat noget sammen og på den måde kom frem til nogle gode chancer, siger Kent Nielsen.
AaB skal forsøge at fastholde deres firepointsforspring, når holdet gæster Viborg på onsdag.