AaB's formtest endte i målfest

Der var masser af mål at lune sig på, da AaB fredag eftermiddag mødte AGF i årets første træningskamp.

AaB tog fredag eftermiddag hul på fodboldåret 2015, da nordjyderne spillede årets første træningskamp. Modstanderen var AGF, og den målrige affære endte 3-3.

Kampen blev spillet i bidende kulde for øjnene af omkring 150 tilskuere på Aalborg Changs kunstgræsbane. Her bragte Thomas Enevoldsen nordjyderne foran efter få minutters spil, og 10 minutter senere udbyggede Nicklas Helenius hjemmeholdets føring.

Kim Aabech reducerede for AGF fem minutter senere, og kort før pausen sendte han udligningen til 2-2 i nettet. AaB skiftede 10 mand ud i pausen, hvor blandt andre Henrik Dalsgaard kom ind.

Han spillede en uheldig rolle i begyndelsen af anden halvleg, hvor han begik et straffespark, som Kim Aabech udnyttede til at bringe AGF foran med 3-2.

Dalsgaard gjorde dog skaden god igen kort efter, hvor han fandt Rasmus Jönsson som udlignede til resultatet 3-3.


Seneste nyt

fra Nordjylland