Aalbæk-smuglere skal i Landsretten næste uge
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De fire nordmænd der i februar blev dømt i den omtalte smuglersag fra Aalbæk skal have deres sager behandlet i landsretten.
Vestre Landsret tager på mandag hul på smuglersagen fra Aalbæk hvor fire nordmænd i februar blev udvist og hver idømt tre år og seks måneders fængsel for i januar 2013 at have smuglet omkring 250 kilo hash til Danmark og forsøgt at sende det videre til Norge fra Aalbæk Havn.
Nordjyllands Politi forpurrede dog smuglingen i Aalbæk hvor det kom til ildkamp mellem politi og smuglere. Her mistede en femte smugler livet mens en anden og en betjent blev såret af skud. På havnen anholdt politiet to af de mænd, der nu sidder på anklagebænken igen mens de øvrige blev anholdt i juni 2013. Her blev en femte mand også anholdt og senere tiltalt. Ved Retten i Hjørring blev han dog frifundet.
Forsvarer Mette Grith Stage repræsenterede sin klient i byretten og gør det igen i Vestre Landsret. Da dommen faldt i Hjørring 28. februar i år udtrykte hun overfor TV2/Nord enorm skuffelse over udfaldet. Hun mener ikke, anklagemyndigheden har kunnet føre bevis for de påstande hendes klient nu er dømt for, og sammen med en anden af de dømte ankede de på stedet sagen til Landsretten.
Alle fire nordmænd har anket til frifindelse mens anklagemyndigheden har anket til skærpelse i alle tilfælde.