Aalborg bliver nyt talentcenter
Aalborg er netop blevet udpeget til at blive talentcenter for atletikudøvere. Aftalen blev mandag aften underskrevet på direkte tv, da TV2 Nord og Mogens Jørgensen sendte fra Gl. Torv i Aalborg i anledning af OL i Rio. Foto: Jesper Christiansen
Aalborg er netop blevet udpeget til at blive talentcenter for atletikudøvere.
Det kom frem på direkte tv, da TV2 Nord sender fra Gl. Torv i Aalborg i anledning af OL i Rio.
Her mødtes atletiklandstræner, Lars Nielsen og formand for Aalborg Atletik og Motion, Jørgen Hein og kunne da fortælle TV2 Nord reporter Mogens Jørgensen og seerne, at Aalborg Atletik og Motion har forhandlet sig frem til pr. 1. september at blive en del af Dansk Atletik Forbunds talentudviklingsprogram.
- Vi starter Talentudviklingscenter Aalborg, der skal dække hele Nordjylland, det vil sige Sæby, Dybvad, Aalborg og Hjørring, understreger en glad formand for Aalborg Atletik og Motion, Jørgen Hein.
Talentcentret dække alle atletikudøvere fra 15 - 20 år, der er blandt de 10 bedste i deres disciplin i Danmark. Bare i Aalborg AM er der tale om 39 atleter. Planen er, at centret kommer til at danne ramme for godt 60 udøvere.
Der er lige tre centre i Danmark. Det eneste uden for hovedstaden er Aarhus. Og altså lige om lidt også i Aalborg.
- Vi har i et års tid forhandlet med DAF's sportschef Piotr Haczek og cheftræner Lars Nielsen. Vi har forhandlet i samarbejde med Aalborg Kommune, fortæller en tydeligt stolt Jørgen Hein.
Sammen med Lars Nielsen fra Dansk Atletik Forbund underskrev han mandag aften aftalen.
- Der er et klart potentiale i Aalborg, og det vil vi gerne lave et samarbejde om. Vi har i en årrække set, at en lang række af de atleter, der klarer sig rigtigt godt, har trådt deres barnesko i netop Aalborg. Denne aftale er det første skridt på vejen, for for os handler det om langsigtet at dyrke talenterne, fortæller Lars Nielsen, Dansk Atletik Forbund om en del af begrundelsen for at placere talentudvikling inden for Team Danmark i netop Aalborg.