Aalborg-borgmester: Mette Frederiksen gjorde mig bedre

Aalborgs borgmester og den nyvalgte socialdemokratiske formand havde store uenigheder i årene som ungdomspolitikere.

Søndag blev aalborgensiske Mette Frederiksen valgt som ny formand for Socialdemokraterne. Det er ingen overraskelse mener Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, som har kendt Mette Frederiksen siden de begge var aktive i DSU Aalborg i 1990'erne.

- Det stod jo klart for enhver, at Mette havde potentiale for at komme ud med sine synspunkter på en måde, så alle kunne forstå det. Og så havde hun også lederegenskaber, det kunne man tydeligt se, allerede dengang, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Borgmesteren husker tilbage på DSU-tiden som spændende, men det var også udfordrende at arbejde sammen med den ambitiøse unge Frederiksen.

- Mette var sød at være sammen med, og hun satte rigtig mange ting i gang, men det var også udfordrende fordi hun havde jo virkelig sine meningers mod, og hun var klar til at kæmpe for sine synspunkter. Så vi havde mange diskussioner, og der var også mange gange, hvor vi var uenige. Men det der også skete, var at vi gjorde hinanden bedre, og vi var med til at lave en rigtig god politisk ungdomsorganisation i Aalborg, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Borgmesteren glæder sig over valget af den nye formand, som han ser som en samlende figur for partiet. Han håber også, at Mette Frederiksen som formand kan blive en gevinst for Aalborg og Nordjylland.

- Mette er jo en Aalborgpige på mange måder, og det at hun nu bliver formand for Socialdemokratiet og, håber jeg, på et tidspunkt statsminister, det gør jo også, at vi har en meget nem adgang til hende og kan tale med hende om forskellige ting, og at hun kender området, siger Thomas Kastrup-Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland