Aalborg City ved, hvor du går

Aalborg City forening har taget et nyt program i brug, der gør det muligt at følge med i, hvor personer opholder sig i byen og hvor længe. En slags moderne folketælling, forklarer foreningen, og afviser, at der er tale om overvågning.

Når du går i Aalborgs gader, er der nogen, der følger med. Ikke bag dig, men på mobilen. Telefonens wifi-signal bliver nemlig registreret.

Aalborg City forening står sammen med COWI bag den utraditionelle folketælling. Ved hjælp af mobilsignalet kan cityforeningen se forbrugernes færd rundt i gaderne, og se mønstre ved de enkelte butikker og gader.

- Selvfølgelig er det interessant for os at se, hvor henne folk i byen er, og hvor de parkerer deres bil, for det kan vi jo i bund og grund også registrere, siger Flemming Thingbak, der er direktør i Aalborg City.

Informationen om forbrugerne skal anvendes til byudvikling, og internt brug i forretningerne. Citychefen håber også at kunne aflæse, hvor stor effekt arrangementer i bybilledet, har.

- Et julemarked, som vi åbner her den 28. november, det koster også over 1 millioner kr, og hvis jeg for eksempelvis på ingen måde kan se udsving i tallene i december måned, efter at have brugt en million, så skulle jeg måske bruge pengene et andet sted, siger Flemming Thingbak.

De syv bokse, der er med til at kortlægge forbrugernes færd, hænger syv steder i gågaderne i Aalborg. 1-3 gange i minuttet opfanger boksen signaler fra alle de wifi-enheder, der er i nærheden.

Ifølge persondataloven må man ikke overvåge folk, og COWI garanterer da også, at man ikke bliver genkendt.

- Vi anonymiserer alle data, det vil sige, at vi krypterer og sletter nogle af de data, der bliver samlet ind. Det betyder i praksis, at man ikke kan finde frem til, hvem det egentligt er, der går rundt med det her udstyr i lommen, fortæller Jonas Hammershøj Olesen fra COWI, der er projektleder.

Hver måned får Aalborg City en rapport fra COWI, der viser, hvordan kundernes adfærd har været.

- Det vil jeg gerne understrege: Det har ikke noget med overvågning at gøre overhovedet, og det er jo lagt i hænderne på netop COWI for at sikre, at alle data og sådan noget bliver krypteret, så vi sikrer, at vi overhovedet ikke på nogen måde kan se hvad det er for nogle personer, der har været her. Vi vil bare gerne registrere, hvor mange mennesker, der er her, og hvor lang tid de er her, siger City direktøren.

Programmet har fungeret siden juli. Meningen er, at det skal køre i de næste fire år. Udover Aalborg kører et tilsvarende projekt i Kolding.


Seneste nyt

fra Nordjylland