Aalborg Danmarks krudthovedstad
Aalborg Fyrværkerifabrik laver halvdelen af det fyrværkeri der bliver solgt i Danmark. Direktøren er ikke i tvivl om at det er fordi de har satset på kvalitet.
Aalborg Fyrværkerifabrik laver og sælger selv deres nytårskrudt. Og det er åbenbart en opskrift der virker.
De sælger nemlig halvdelen af alt fyrværkeri i Danmark.
- Aalborg er absolut hovedstad hvad fyrværkeri angår. Aalborg er ikke snaps længere det er fyrværkeri. Alle der handler fyrværkeri kender Aalborgbomber og Aalborgbatterier, siger Martin Bruno Sørensen, Direktør for Aalborg Fyrværkerifabrik.
Aalborg fyrværkerifabrik har 200 salgstelte fordelt i Danmark under navnet krudtlageret og det går godt.
Der bliver i alt omsat for ca. 150 millioner kroner hvert år på nytårskrudt i Danmark. Aalborg fyrværkerifabrik står for ca. halvdelen eller de 75 millioner kroner.
- Vi har i ti år satset på kvalitet og folk vil gerne give lidt ekstra, hvis de ved det er godt, siger Direktøren.
Fyrværker Lars Østergaard fik andenpladsen ved europamesterskabet i fyrværkeri til musik og har designet blandt andet fyrværkeriet til Prins Joakims seneste bryllup, mener at Aalborg fyrværkeri fabrik gør det godt.
- De ting jeg har set er ganske gode. Og selv for mig som fagmand, der synes jeg de har nogle gode effekter i deres nytårsfyrværkeri, siger Lars Østergaard
- Aalborg er blevet berømt for fyrværkeri. De eneste der ikke ved det endnu er Aalborgenserne, siger Direktøren.