Aalborg DH undgik nedrykning

 Aalborg DH undgik nedrykning

Med en sejr på 26-25 på udebane over Team Tvis Holstebro er Aalborg DH også at finde i håndboldligaen næste sæson.

Håndboldkvinderne fra Aalborg DH reddede mandag livet i Toms Ligaen, da holdet også vandt det andet opgør i oprykningsspillet mod Team Tvis Holstebro, der blev nummer tre i 1.-division.

Den første kamp i Aalborg var endt med en knusende 31-17-sejr, mens opgøret i det vestjyske lød på en snæver sejr på 26-25, hvilket dog var mere end rigeligt, da der spilles bedst ud af tre kampe.

Med sejren undgik Aalborg DH den totale fiasko i en sæson, hvor alt er gået galt for nordjyderne. Holdet var spået til at kæmpe med om pladserne i slutspillet, men dårligt spil, trænerfyring og uro i ledelsen har præget klubben, der endte tredjesidst i grundspillet.

Også Horsens HK forbliver i Toms Ligaen. Holdet vandt sin anden kamp over nummer to i 1.-division, Skive FH, med 20-18 efter at have vundet den første på hjemmebane med 30-27.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland