Aalborg får ikke veterancenter

Det blev Ringsted som løb af med placeringen af et veterancenter med godt 75 ansatte psykologer, socialrådgivere samt uddannelsesvejledere. Dansk Folkeparti havde ellers foreslået Aalborg.

Krigsskadede danske soldater fra missionerne i blandt Afghanistan skal køre til Ringsted på Sjælland for at få hjælp på Danmarks nye veterancenter.

Ringsted er nemlig blevet udvalgt som stedet, hvor det nye landsdækkende veterancenter med 75 arbejdspladser placeres, erfarer Ritzau.
 
Der har igennem længere tid været debat om, hvor centret og dets arbejdspladser skulle ligge. Forsvaret har reelt peget på København, fordi det vil gøre det lettere at fastholde de ansatte, og der er kortere vej til samarbejdspartnere.
 
Blandt andre Dansk Folkeparti har til gengæld kæmpet for at få centrets arbejdspladser til at gavne Udkantsdanmark. Det skulle ifølge DF ske gennem en placering i Jylland, enten Sønderborg, Billund eller Aalborg.
 
Samtidig har flere kommuner stillet sig i kø med beskeden om, at de også er klar til at huse centret, som ud over 75 medarbejdere også skal have tilknyttet 35 medarbejdere ude omkring på forsvarets tjenestesteder.

På centret skal veteranerne blandt andet kunne få hjælp fra psykologer, socialrådgivere samt uddannelsesvejledere, som skal hjælpe dem til at få et godt liv i Danmark, efter at de måske har været udsat for voldsomme oplevelser eller skader på internationale missioner.
 
Ifølge Ritzaus oplysninger har placeringen i Ringsted blandt andet at gøre med byens placering tæt på motorvej og jernbanen til Fyn og Jylland. Samtidig ligger byen relativt tæt på København, hvor blandt andre Forsvarets militærpsykologer holder til.
 
For Ringsted taler også, at byen er mere overskuelig og roligt at færdes i. Det kan være en fordel for veteraner med psykiske skader.
 
Efter planen skal et nyt veterancenter tages i brug til oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland