Aalborg Håndbold forlænger med stort talent

19-årige Simon Hald er fremtidens mand. Det mener i hvert fald Aalborg Håndbold, som har forlænget kontrakten med talentet.

19-årige Simon Hald har netop fået forlænget sin kontrakt med Aalborg Håndbold, så den varer til sommeren 2017.

Den unge mand har allerede fået sit gennembrud på Aalborgs ligahold, og han har endda fået Champions League debut.

Simon Hald er ungdomslandsholdsspiller, og han opnåede sidste år at blive kåret til turneringens vigtigste spiller ved U19 VM.

- Simon er fremtidens spiller. Han er gjort af det rigtige stof, og han er tiltænkt en central rolle på holdet i både forsvar og angreb i den kommende sæson. Han har potentialet i sig til noget stort med sin størrelse og fysik, ligesom han har de personlige egenskaber, der skal til for at blive en topspiller, siger direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland