Aalborg Håndbold hævner sig
Aalborg Håndbold var i stand til at rejse sig ovenpå søndagens pokalfinalenederlag til AG København.
To gange har AG København tabt i denne sæson. Og to gange har Aalborg Håndbold været bøddelen. Onsdag aften vandt nordjyderne overraskende 26-24 over AGK i Herre Håndbold Ligaen.
Ligasejren kommer kun få dage efter, at AGK vandt søndagens pokalfinale over Aalborg Håndbold, og nordjyderne virkede meget opsatte på revanche.
Den tidligere AGK-stregspiller Jacob Bagersted, som scorede syv mål i sejren, var meget tilfreds efter sejren.
- Det var fedt. Vi var opsatte og ville ikke ydmyges på hjemmebane igen. Inden sæsonen havde vi ikke regnet med at hente fire point i to kampe mod AGK, siger Jacob Bagersted til TV 2 Sport.
Aalborg Håndbold begyndte bedst og var fortjent foran 13-8 ved pausen. Det var især på grund af en flot præstation af nordjydernes målmand Søren Pedersen, at AGK kun scorede sølle otte mål i de første 30 minutter.
Aalborg-mandskabet måtte undvære den norske landsholdsmålmand Ole Erevik, som er ramt af en betændelse og hævelse i den ene hæl.
Men den normale reservekeeper Søren Pedersen stod en pragtkamp i Ole Ereviks fravær, især i de første 30 minutter, hvor sejren blev grundlagt.
Aalborg Håndbold holdt forspringet et godt stykke ind i anden halvleg, selv om AGK fik bedre gang i scoringerne. AGK var bagud 18-12, inden sjællænderne næsten lukkede hullet og kom op på 17-18.
AGK-keeper Kasper Hvidt reddede et straffekast ved stillingen 20-18 til Aalborg Håndbold på et tidspunkt, hvor AGK var to mand i undertal. Og det kunne ligne et vendepunkt i kampen.
Men flere dumme udvisninger hos AGK og endnu et par klasseredninger af Søren Pedersen gjorde, at Aalborg Håndbold kunne bevare føringen og snuppe sejren til slut.
AGK fører fortsat ligaen med 33 point efter 19 kampe, fem point mere end forfølgerne KIF Kolding.