Aalborg Håndbold i stor skuffelse
De forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold ligner ikke et hold, der kan genvinde DM-titlen.
KIF Kolding København er godt på vej til at vinde herrernes DM-guld i håndbold. I den første DM-finale i Gigantium i Aalborg sejrede udeholdet med cifrene 23-18.
Det første møde var en finale værdig med høj intensitet, nerve og til tider også flot håndboldspil, men udeholdet var bedst kampen igennem. Aalborg Håndbold ramte nemlig aldrig deres normale niveau.
KIF Kolding København lagde bedst ud ikke mindst på grund af et stærkt forsvar, der er holdets varemærke. Igen var målmand Kasper Hvidt god for sit hold.
Samtidig savnede Aalborg-drengene lidt skarphed og tålmodighed. På det grundlag bragte udeholdet sig på 6-1 efter 10 minutter, og nordjydernes træner, Nikolaj Jakobsen, tog forståeligt nok en timeout.
Den hjalp. For i den efterfølgende del fungerede både angrebs- og forsvarsfasen, så Aalborg kunne reducere til 5-6. Jævnbyrdigheden fortsatte, og udeholdet kunne gå til pausen foran 11-10.
Tendensen fortsatte i anden halvleg, men KIF Kolding København var for det meste et skridt foran. Aalborg var ikke pågående nok i sit angrebsspil. Blandt andet landsholdsspilleren Mads Mensah Larsen ramte aldrig dagen angrebsmæssigt.
13 minutter efter pausen skabte udeholdet igen en forspring på tre mål, og så måtte Aalborgs træner igen ty til en timeout. Men denne gang udeblev effekten. KIF bragte sig i stedet foran 20-15. Herefter kom hjemmeholdet aldrig igen.
Det ligner en mere end svær opgave for Aalborg i returkampen, der spilles i Kolding næste fredag klokken 21.15.