Aalborg Håndbold præsenterer positivt regnskab
Aalborg Håndbold klarer sig godt inde på banen, men også udenfor
Igen i år kan Aalborg Håndbold glæde sig over overskud.
Sidste års sølv-vindere og Champions League-deltagere har været gode til at kombinere den sportslige succes med en sund drift. Siden klubben blev dannet for fire år siden, har der konstant været sorte tal på bundlinien, og denne gang viser regnskabet et overskud på 475.000 kroner før skat.
- Samtidig med høje sportslige ambitioner vægter vi en sund økonomi højt, og det er glædeligt, at vi lykkes på begge parametre, siger Eigild B. Christensen, der er bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold.
Til næste sæson er forventningerne også høje både på og udenfor banen.
- Vores sportslige målsætninger i indeværende sæson er fortsat at spille med om DM-medaljerne til foråret, spille os frem til 1/8-finalerne i Champions League og kvalificere os til Final4 i pokalturneringen. Desuden forventer vi igen et positivt økonomisk resultat, siger Eigild B. Christensen.