Aalborg minder terrorofre i aften

Til ære for ofrene i weekendens terroraktion i København vil der i aften være en mindehøjtidelighed i Aalborg.

To civile mistede livet, og fem politibetjente blev såret i København, der i weekenden blev ramt af to uhyggelige episoder.

Rundt i landet er der i dag flere mindehøjtideligheder til ære for ofrene, og også i Aalborg vil der være mulighed for at vise sin sympati. Klokken 20.00 på Gammeltorv vil højtideligheden finde sted.

- Vores håb er, at så mange som muligt på tværs af partier, religiøse overbevisninger og ideologier vil mødes til en manifestation af vores tro på fred og mangfoldighed, skriver Anja Lundtoft Thomsen i en pressemeddelelse for aftenens arrangement.

Nordjyllands Politi er meget opmærksom på mindehøjtideligheden, hvor de vil være til stede hele aftenen.

- I aften følger vi mindehøjtideligheden, og vi har ikke noget grundlag for at gøre mere ved det end det. Det er jo en trist dag, og folk skal have lov til at samles, for at vise deres sympati, siger Marianne Vestergaard-Lau, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.

TV2/Nord vil også være til stede under mindehøjtideligheden.


Seneste nyt

fra Nordjylland