Aalborg Portland: Vækstplan giver ikke flere job
Foto: Tv2nord.dk
Vækstplan vækker ikke begejstring hos cementfabrikken, der mener, lempelserne er for små.
Aalborg Portland er Danmarks største forbruger af el. Cementfabrikken er også en af de produktionsarbejdspladser, som regeringens nye vækstplan skal være med til at udvikle og fastholde i lyset af udenlandsk konkurrence. Det skriver Avisen.dk.
Det skal blandt andet ske ved en 5,8 milliarder kroner-lempelse af de såkaldte PSO-afgifter på virksomhedernes elregning frem mod 2020.
Men trods udsigterne til en lavere strømregning giver direktøren for Aalborg Portland udspillet en lunken modtagelse.
- Det er positivt, at regeringen anerkender, at der er et problem med afgifterne. Men det er en meget lille lempelse, de lægger op til. Det løser ikke mit konkurrenceproblem på kort sigt. Overhovedet ikke. Det vil ikke betyde noget i hverken positiv eller negativ retning for, hvor mange arbejdspladser vi har nu, siger Michael Lundgaard Thomsen til Avisen.dk.
Regeringen lægger op til både at give generelle lempelser for alle typer virksomheder. Derudover vil man målrette en mindre reserve til energitunge og konkurrence-udsatte virksomheder.
Ifølge Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, er planerne, at størstedelen af lempelserne, der årligt løber op i knap en milliard kroner, skal fordeles på alle typer virksomheder. Kun en mindre del skal afsættes som en særlig reserve til de energitunge virksomheder produktionsvirksomheder, der er konkurrenceudsat, siger Lars Aagaard. Men det batter ikke, siger han til Avisen.dk.
- Det er leverpostej i et meget tyndt lag. Virksomheder, hvor energi ikke betyder noget for deres konkurrenceevne, vil også få lettelser, siger direktøren for Dansk Energi, der er en erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark.
Lars Aagaard peger på, at et dansk supermarked og en dansk håndværksmester er ikke i konkurrence med virksomheder i for eksempel Italien, hvor afgifterne er lavere. Derfor er det mindre vigtigt, om deres kilowatt-time bliver nogle få ører mindre, fordi de får sænket deres PSO-afgft.
Socialdemokratiets energiordfører, Jens Joel, anerkender, at der er særlige udfordringer for energitunge virksomheder.
Men der er misforstået, at PSO-afgifterne ikke er et problem for almindelige virksomheder, siger han.
- Vi prøver at lave en balanceret pakke, hvor vi både ser på virksomhedernes konkurrencevilkår generelt, og hvor vi så siger, at der er nogle penge, som vi gerne vil reservere til de mest energitunge, siger Jens Joel til Avisen.dk.