Aalborg-profil tvivlsom før semifinale

Aalborg Pirates må måske undvære holdets kaptajn Bjarke Møller, når piraterne fredag og lørdag spiller om en plads i pokalfinalen.

Det er muligvis et amputeret Aalborg Pirates-hold, som fredag og lørdag spiller semifinaler i ishockeyens pokalturnering mod SønderjyskE. Holdets kaptajn og vicetopscorer Bjarke Møller er nemlig tvivlsom.

Bjarke Møller blev ramt i hovedet af en puck i slutningen af tirsdagens kamp mod Rungsted. Den 29-årige center har ikke deltaget i træningen siden uheldet, og klubben betegner ham derfor som tvivlsom.

Før nytår vandt Pirates overraskende på udebane over semfinalemodstanderen SønderjyskE, og piraternes træner Paul Thompson forventer to tætte opgør mod de forsvarende danske mestre.

- Begge trænere vil sikkert bruge bænken med omtanke og sikre, at spillerne er i den bedste fysiske forfatning til at kunne spille disse kampe med så kort tid mellem. Vi ser meget frem til kampen, og vi har spillet godt på det sidste, bortset fra i Rungsted, men vi ved, at vi er oppe imod et tophold, siger Paul Thompson til Pirates' hjemmeside.

Første semifinale spilles i Aalborg fredag aften, mens der er returopgør i Vojens lørdag over middag. Aalborg vandt pokalturneringen i ishockey i 2007, og har desuden været i finalen i 2005, 2011 og 2012.


Seneste nyt

fra Nordjylland