Aalborg-satellit er sendt i kredsløb
En satellit bygget af studerende fra Aalborg Univesitet blev mandag sendt i kredsløb om jorden.
Satellitten AAUSAT3 fra Aalborg Universitet blev mandag sendt i kredsløb om jorden og skal nu hjælpe Søfartsstyrelsen med at overvåge farvandet omkring Grønland.
I foråret 2008 begyndte studerende fra Aalborg Universitet at bygge satellitten AAUSAT3. Og 25. februar 2013 blev dagen, hvor den lille satellit blev sendt i kredsløb om jorden.
- Det er stort. Mange af os har arbejdet med det her i fem år, så det er en forløsning, siger Troels Jessen, som siden projektets begyndelse er blevet færdiguddannet civilingeniør, men alligevel følger satellitten det sidste stykke på vej.
Præcis klokken 13.31 dansk tid blev AAUSAT3 sendt ud i rummet med en raket fra den indiske by Chennai. Men jubelen brød ikke ud med det samme.
I tyve minutter var luften tyk af spænding i kontrolrummet på Aalborg Universitet, inden den forløsende besked kom. Den nordjyske satellit var frigivet og sendt i kredsløb omkring jorden.
- Vi er rigtig glade. Det er et af de helt store kritiske punkter, der er overstået, siger Troels Jessen.
Satellitten, som bare måler 10x10x10 centimeter får en vigtig opgave med at hjælpe Søfartsstyrelsen med at overvåge farvandet omkring Grønland. I dag har man svært ved at overvåge farvandet fra land, og da det er et farligt område fyldt med isbjerge, og der samtidig sejler mange krydstogtskibe, vil Søfartsstyrelsen gerne have endnu bedre styr på, hvor mange og hvilke skibe, der sejler i området.
Satellitten kan opfange signaler fra en såkaldt AIS-transponder, som alle kommercielle skibe skal være udstyret med. Og dermed kan man få det fulde overblik modsat i dag, hvor man fra kysten kun kan opfange signaler fra skibe, der er op til 70 kilometer væk.
Den næste tid skal holdet bag satellitten holde øje med, at processen fortsætter uden problemer og at satellitten opfører sig, som den skal. Senere vil AAUSAT3 automatisk kunne sende oplysninger om skibstrafikken videre til Søfartsstyrelsen.