Når et fartøj befinder sig på søen, er der internationale krav om, at det med faste intervaller tilkendegiver sin position. Det kræver en satellitbaseret enhed som denne, der er monteret om bord på skibet.

Aalborg-virksomhed udvikler

Aalborg-virksomheden Polaris Electronics A/S tager skridtet videre med den nye, avancerede trackingenhed SIRIUS One, som adskiller sig på både driftssikkerhed og økonomi.

Når efterårets store, maritime messer løber af stablen herhjemme, herunder DanFish International i Aalborg og Danish Maritime Fair i København til oktober, er Polaris Electronics klar til at præsentere den nyudviklede sporingsenhed SIRIUS One.

Ét af de væsentlige parametre bag udviklingen af SIRIUS One har været at undgå udfald, som koster fartøjerne både tid og penge. Som noget nyt er SIRIUS One derfor udstyret med et internt batteri, så der altid er sikkerhed for strømforsyningen.

- For danske fiskerfartøjers vedkommende er der krav om at de skal opgive deres position mindst én gang i timen. SIRIUS One koster i gennemsnit en tredjedel af markedsprisen i airtime, sammenlignet med andre produkter, så det bliver til mange penge i det lange løb, understreger adm. direktør, Polaris Electronics, Klavs Torp.

Opfindelsen fra Aalborg er dog ikke begrænset til at gøre nytte indenfor skibsfarten. SIRIUS One kan indbygges i flere forskellige produkter, der skal kunne spores. Det kan være for eksempel containere, entreprenørmaskiner, værditransporter eller sågar hundeslæder.