Aalborgenserne mest tilfredse

Aalborgenserne er mest tilfredse med at bo i deres by i forhold til borgerne i 83 andre europæiske byer.

En ny undersøgelse fra Europakommissionen af livskvalitet i 83 europæiske byer giver Aalborg en flot placering. Et udsnit på 500 borgere er - med knap 30 spørgsmål - blevet bedt om at udtrykke deres livskvalitet i relation til det sted, hvor de bor.

Et af undersøgelsens hovedspørgsmål er, om borgerne er tilfredse med at bo i deres by. Her kommer Aalborg ind på en flot førsteplads. Konkurrencen er skarp for 80 % af borgerne i de 83 byer er faktiske tilfredse. Men Aalborgs borgere er mest tilfredse og det vækker naturligvis glæde hos Aalborg Kommune.

- De fremlagte resultater er rigtigt flotte, og understreger det lille nordjyske mirakel, der er ved at blive skabt i Aalborg Kommune. Det er mit indtryk, når jeg snakker med borgerne, at der er både stolthed og glæde over den udvikling, der sker i Aalborg bl.a. med flere arbejdspladser, en uddannelsesby der boomer og en tilflytning på ca. 2500 borgere om året. Nu kan vi se, at disse indtryk bliver bekræftet i denne undersøgelse af borgernes tilfredshed med Aalborg Kommune, siger Rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem).

Men de gode resultater i undersøgelsen skal ikke blive en sovepude, men snarere motivere Aalborg Kommune til at fortsætte den gode udvikling i Aalborg.

- Undersøgelsen må ikke blive en sovepude, for der er meget, vi skal sætte i gang for at fortsætte den positive udvikling. Herunder skabe flere jobs til færdiguddannede, udvikling af Letbanen i Aalborg og forbedring af vejene til vores store industriområdet som fx Østhavnen, slutter rådmand Thomas Kastrup-Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland