Åse kører for vand i Burkina Faso
76-årige Åse Bonde fra Augustenborg rejser i disse uger rundt i Danmark, for at rejse penge til en brønd i Burkina Faso. For at skabe opmærksomhed om projektet, har du derfor også valgt en utraditionel rejsemåde.
Åse Bonde har tilbagelagt mere end 350 km på to hjul på kryds og tværs af landet siden hun forleden forlod hjemmet i Sønderjylland. Målet er at skaffe penge til et projekt, der skal give rent drikkevand og en køkkenhave til byen Tourouna i Burkina Faso.
- For at landsbyen kan stå på egne ben, så skal de derhen, hvor vi var for 75 år siden, siger Åse Bonde.
Udlever drømmen
Lige siden Åse Bonde gik på sygeplejeskolen tilbage i 1963, har hun haft en drøm om at hjælpe i Afrika. For ti år siden fik hun så endelig muligheden for at leve drømmen ud. I dag bruger hun, hvert år, flere måneder i Burkina Faso.
- Jeg går i efterårets tidsalder. Jeg skal jo snart videre i systemet, og mit største ønske, før jeg går herfra, er, at vi får den lille landsby på fode, siger Åse Bonde.
Motorcyklen har Åse lånt, for at skabe opmærksomhed om arbejdet i Burkine Faso. Enten kommer folk hen for at snakke om motorcyklen, eller også af interesse for det lille skilt Åse har bagpå, der reklamerer for projektet.
Selv er Åse kun vant til at køre på mindre motorcykler på Burkina Fasos grusveje, og derfor prøver hun da også at holde igen med farten.
- Jeg har haft den oppe på 110, men jeg holder fartgrænsen. Hvis jeg havde haft den som ung, så kunne det godt være at jeg havde været en motorbølle, griner Åse Bonde.
Glæden ved at glæde andre
Åse Bonde bliver 77 år i næste måned, og selv om alderen også kan mærkes efter flere dages køretur, så er der en hel særlig motivation der driver Åse Bonde – nemlig at kunne give noget til andre
- Det er glæden ved at glæde andre. At se et helt landsbysamfund klare sig og komme på fode, det giver mig kræfter, siger Åse Bonde.
Åse Bondes planlagte rute fortsætter hele vejen til Skagen inden hun drager øst på, over Sjælland og Fyn.