AAU får hæder af FN
De er rigtig gode til at løse problemer i grupper på Aalborg Universitet. Faktisk så gode, at de nu får en stor hæder af FN-organisationen UNESCO
Problemer skal løses i fællesskab. Det er nøglen bag det omfangsrige gruppearbejde på universitet i Aalborg.
Nu har UNESCO så udpeget AAU til at lede det såkaldte "UNESCO chair in Problem Bases Learning in Engegineering Education", der får hovedsæde på Aalborg Universitet.
Det betyder med andre ord, at der etableres et egentligt netværk for forskere og undervisning inden for problem- og projektbaseret læring.
- Det er en stor ære og glæde, at UNESCO vælger at udpege Aalborg Universitet til at være vært for denne nye UNESCO chair. Det er en helt klar anerkendelse af universitetets kompetencer på dette område, hvor vi gennem mange år har været førende, både når det handler om forskning og udvikling af problembaseret læring, siger professor Anette Kolmos, der skal lede netværket.
Det globale netværk for forskere, udviklere og undervisere skal blandt andet udvikles gennem et virtuelt netværk med online-databaser om problembaseret læring.
Desuden bliver en stor UNESCO-konference på AAU i september 2007 den første i en længere række af konferencer og workshops.