AAU siger goddag til rekordstort antal civilingeniører
Foto: Iben Hedemann
Aalborg Universitet sætter igen rekord, hvad angår antallet af nye civilingeniørstuderende.
Faktisk går det så godt, at AAU til september for første gang nogensinde kan være det danske universitet, der modtager flest nye civilingeniørstuderende.
En fremgang på ikke mindre end 20 procent i forhold til sidste år, som endda også var rekordår. Det er situationen for Aalborg Universitets civilingeniøruddannelser, som står for ikke mindre end 151 af den samlede nettostigning på landsplan på 204 nye civilingeniørstuderende, og det er naturligvis noget, der glæder dekanen for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Eskild Holm Nielsen.
- Jeg er naturligvis glad for den tillidserklæring, vi på universitet bliver vist, når så mange ønsker at læse på en af vores uddannelser. Og så glæder det mig virkeligt, at vi især ser en stigning inden for de områder, hvor der er mangel på arbejdskraft. På den måde kan vi som universitet bidrage til, at erhvervslivet kan få den arbejdskraft og de kompetencer, som det efterspørger. Det gør, at danske virksomheder står stærkere i den globale konkurrence og dermed kan bidrage til fortsat dansk velstand, siger Eskild Holm Nielsen.
Til trods for rekordoptaget håber Eskild Holm Nielsen på endnu flottere tal.
- I modsætning til DTU tilbyder vi stadig ledige pladser på næsten alle civilingeniøruddannelser. Derfor tror jeg bestemt, at det er sandsynligt, at vi den næste måneds tid op til studiestart får så mange nye tilmeldinger, at vi ender med ikke bare at være Vestdanmarks største uddannelsesinstitution hvad angår nye civilingeniørstuderende, men den største i hele landet, siger Eskild Holm Nielsen.
Pt. har 964 tilmeldt sig en civilingeniøruddannelse på DTU og 909 på Aalborg Universitet.
Eskild Holm Nielsen har en forklaring på AAUs store succes.
- Jeg tror, at der især er tre grunde. En grund er vores undervisningsform med projektorienteret gruppearbejde, som udover at være godt fagligt også skaber et godt socialt miljø på studierne. En anden grund er den tætte kontakt mellem det videnskabelige personale og de studerende, som gør, at de studerende føler sig bedre til rette på uddannelserne. Og endelig tror jeg, at det har meget stor betydning, at vores kandidater kommer i arbejde efter endt uddannelse, og hertil hjælper den nære forbindelse til virksomheder under uddannelsen, siger Eskild Holm Nielsen.
Og der er også grund til at glæde sig over diplomingeniørområdet. Også her har AAU nemlig den største procentvise fremgang af alle, med ikke mindre ikke 59 procent.