ADH spillere køber klubben tid
Foto: Ib William Christensen
De seneste to dages indsamling fra Aalborg DH's spillere har indbragt klubben 300.000 kroner. Nu melder klubben ud, at de spiller den anden kamp i nedrykningsspillet på næste onsdag, og dermed er en mulig konkurs altså udskudt.
Det ser ud til, at spillerne fra Aalborg DH har formået at købe klubben lidt mere tid at løbe på. Henover de sidste to dage har spillerne nemlig forsøgt at samle penge ind til klubben.
Det har indtil videre resulteret i, at spillerne har samlet mere end 300.000 kroner ind på blot to dage. Det har givet klubben troen på, at de godt kan nå at samle den hele million kroner ind, som klubben skal bruge for at undgå den konkurs, som henover den sidste uge har hængt som en tung sky over klubben.
- Det er utrolig flot af pigerne, at de har skaffet over 300.00 kroner i løbet af halvandet døgn, og det gør, at vi fortsat har troen på, at vi kan få samlet de sidste penge. Og derfor arbejder vi lige nu med den tidshorisont, at vi regner med at spille kampen på onsdag, siger storaktionær i klubben, Bjarne Brath.
- Vi har stadig en stor udfordring i forhold til Told & Skat som vi havde håbet, at vi kunne indgå en aftale med, men lige nu er de ikke samarbejdsvillige og vil faktisk trække os i skifteretten, siger direktør i Aalborg DH, Lars Steffensen.
Dermed er holdet altså klar til at spille anden runde i nedrykningsspillet. Den kamp skal spilles på onsdag.