Advarer mod irske håndværkere

Politiet i Himmerland advarer borgerne i Hobro-området mod irske håndværkere, der opsøger folk på deres privatadresse.

Efter flere henvendelser fra borgere i Hobro og omegn advarer politiet i Himmerland borgere mod en gruppe irske håndværkere.

Håndværkerne stemmer dørklokker og forsøger at få folk overtalt til at hyre dem. Blandt andet har håndværkere forsøgt at overtale borgere til at hyre dem til at ordne deres indkørsler, som efter den hårde vinter ofte er fyldt med huller.

- Man skal passe på med at hyre de her udenlandske håndværkere, for der er ikke meget at komme efter, hvis man ikke er tilfreds med det arbejde, der er udført, siger vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet i Hobro, Ole Kristensen.

Politiet kan imidlertid ikke gøre noget for at forhindre de udenlandske arbejdere i at tilbyde deres arbejdskraft, for det er ikke ulovligt, så længe man kommer fra Europa.

De seneste somre har der været problemer med engelske og irske håndværkere, der kørte rundt i villakvarterer og tilbød deres arbejdskraft i Nordjylland. TV2/Nord kunne sidste år fortælle om flere anmeldelser til politiet om engelsktalende mænd i Aalborg-området. De dukkede op ved fordøren og tilbød at lave håndværkerarbejde. Arbejdet blev typisk ikke lavet godt nok, men håndværkerne krævede alligevel penge. Fik de dem ikke, forsvandt de uden at gøre arbejdet færdigt.


Seneste nyt

fra Nordjylland