Advarsel til havefolket: Vær varsom med ukrudtsbrænderen!
Advarslen kommer fra Nordjyllands Beredskab efter der ikke bare har været en, men to brande forårsaget af en ukrudtsbrænder fredag morgen.
Første brand var lidt over klokken 8 i morges i Frederikshavn, mens brand nummer to var i Vadum klokken 9.30.
- Det var på Ellehammersvej, hvor en havemand var i gang med at ordne en have, og i forbindelse med afbrænding af ukrudt med en gasbrænder, fik ilden fat i en busk, fortæller indsatsleder Dennis Møller Hovn.
Heldigvis var der er en civil politipatrulje i nærheden, der kørte til branden og ved hjælp af naboens haveslange, fik de slukket branden.
Derfor kommer indsatsleder Dennis Møller Hovn med en opfordring til haveejere i weekenden.
- Her i weekenden skal man være ekstra påpasselig med ukrudtsbrænderen, eller også må man i gang med rugbrødsmotoren og en kniv, lyder det fra indsatslederen.
For selvom den seneste tid har været usædvanlig våd, så er der alligevel kvas, der ligger rundt omkring, som kan risikere at være tørt og derfor starte brande.