Ædelt metal til Aalborgs bueskytter
Nynne Holdt er OL kandidat i bueskydning
Ved det nordiske mesterskab, der netop er afholdt i Finland, dominerede især de danske kvindelige bueskytter i den olympiske buetype - og to af dem er fra Aalborg.
De kvindelige bueskytter fra Aalborg viste igen, at de er af høj klasse. Og denne gang var det de yngre skytter, der er på vej, der tog medaljerne.
Ved de nordiske mesterskaber for U17 var det Mathilde Tønder, der kunne hænge guldet om halsen. Mathilde Tønder er samtidig en del af team Danmarks OL-satsningshold i forhold til Rio 2016, hvor også klub kammeraterne Nynne Holdt og Carina Christiansen er med.
I klassen for U15 vandt Aalborg skytten Anne-Sofie Bjørn individuelt sølv.
Ny i OL-satsning er også en mandlig klubkammerat, nemlig Aske Halskov, der tog sig af den individuelle guldmedalje i herrernes U17-klasse samt vandt guld med sit hold.
Det blev derudover til individuel guldmedalje til Niels Salling, der skyder med den traditionelle buetype langbuen.
Nikolaj Wulff vandt bronze med sit hold i U21-klassen og et rent Aalborg-hold snuppede en hold-bronzemedalje i U17-klassen. Dette hold bestod af Mathilde Tønder, Jakob Waaentz og Nicolai Carlé. Trioen fra Aalborg har i denne sæson sat to danske rekorder for U17-hold.