Ægtepar og søster for retten i sag om 27 kilo amfetamin
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Et ægtepar skal tirsdag forsvare sig i Vestre Landsret efter en dom på 11 års fængsel for omgang med knap 27 kilo amfetamin.
Omgang med 26,7 kilo amfetamin til en værdi af 38 millioner kroner fik i marts et ægtepar fra Sæsing og konens søster idømt lange fængselsstraffe. I morgen kæmper de for frifindelse ved Landsretten.
Der er afsat tre retsdage i Vestre Landsret til en spektaulær sag om næsten 27 kilo amfetamin til millioner af kroner, der blev forsøgt gemt væk i en fryser.
Ægteparret Marianne og Jørgen Bech-Riisager fra Sæsing fik i marts måned hver 11 års fængsel for at aflevere amfetaminen på Mariannes søsters adresse i Vrå, hvorefter hun gemte det i en fryser.
I slutningen af september 2014 ransagede politiet bopælen, her fandt man de mange kilo amfetamin og skiftede dem ud med kreatin.
Den 1. oktober 2014 kom Jørgen og Marianne til adressen og hentede de 26,7 kilo i den tro, at der var tale om amfetamin. Samme dag blev deres sommerhus på i Hou ransaget, og her fandt politiet 78,2 gram amfetamin under en brændestabel. Man fandt også 32 skarpe 9 mm patroner.
Sagen startede, da lederen af institutionen Lundgården kontaktede politiet, fordi han havde mistanke om, at søsteren, der er er sosuhjælper og var ansat på Lundgården i Vrå, havde stjålet madvarer og andre ting.
Under afhøringen i hjemmet 29. september erkendte hun tyveri, og politiet bad om at se hendes fryser efter noget Kærgården, der også var stjålet fra Lundgården. I skabsfryseren i kælderen fandt man hvide vacuumpakker med amfetamin. Søsteren blev anholdt, og kørt til stationen, hvorefter politiet skiftede poserne ud med kreatin.
Politiet indledte overvågning af ægteparret og fulgte dem på tur til Hirtshals og tilbage til bopælen i Sæsing, derfra til søsterens bopæl i Vrå, hvor Marianne hentede en større mængde indkøbsposer med pakker i, som blev kørt til Sæsing, hvor ægteparret blev anholdt 1. oktober.
Søsteren afviser at have vidst, at Bech-Riisager-parret opbevarede narko i hendes fryser. Det var en fryser, som parret alene havde rådighed over, og i juli 2014 ringede manden for at høre, om de måtte lægge noget kød i fryseren. Konen pakkede derefter fryseren, så amfetaminen var skjult af kød.
Manden er i 2011 straffet for handel med hash. I marts blev ægteparret hver idømt 11 års fængsel og sidder nu til afsoning, mens søsteren fik tre års fængsel - heraf toethalvt år betinget.
Sagen er anket til frifindelse og skærpelse, og sagen fortsætter til og med torsdag.