Ældre er en tikkende bombe
Til tv2nord.dk
Befolkningsudviklingen går den gale vej. Og udviklingen er af mange spået som en større trussel mod økonomien end finanskrisen. For der bliver flere ældre der skal forsørges af færre unge. Og her i Nordjylland bliver vi særligt hårdt ramt
Der bliver fremover færre unge erhversaktive til at betale for flere ældre. Især Nordjylland bliver hårdt ramt. I 2040 er hver fjerde nordjyde 65 år eller ældre, og det er markant flere end i dag. Og hvis de nordjyske kommuner skal holde samme serviceniveau som i dag, skal der bruges 40 procent mere på ældreområde fremover. I kommunalekroner betyder det op mod 10 milliarder.
En opgørelse fra Kommunernes Landsforening viser, at kommunerne på landsplan hvert år bruger 62.500 kroner om året i gennemsnit pr. borger. Direkte fremskrevet til 2040 betyder det, at ældreområdet alene i Nordjylland koster 10 milliarder kroner om året. Problemet er, at dem, der skal betale, flytter væk. For alene de næste seks år er her 10.000 færre nordjyder i alderen op til 17 år, og Nordjylland mister på få år skatteindtægter for tre milliarder kroner.
Mange kommuner har fået øjnene op for den såkaldte Fredericia-model, der betyder, at ældre borgere hjælpes til at hjælpe dem selv. Der er tale om ydelser, som den kommunale hjemmepleje ellers står for så som at hjælpe den ældre i bad eller hjælp til personlig hygiejne.
Tal fra Kommunernes Landsforening viser, at Fredericia Kommune sparer mere end en million kroner om måneden på området efter at have indført såkaldt hverdags-rehabilitering.
Ved at lære de ældre i høj grad at klare dem selv sparer kommunerne ikke bare penge, men de ældre får også bedre livskvalitet. Det mener man blandt andet i Hjørring Kommune, som er en af de nordjyske kommuner, der har indført hverdagsrehabilitering.
- Det er ikke en spareøvelse, fordi hvis vi kigger ud i fremtiden og vil fortsætte med det serviceniveau, vi har i dag, så kan vi simpelthen ikke finde arbejdskraft til at passe de ældre. Så vi er nødt til at sætte ind allerede nu for at kunne yde service til de mennesker, der har de største behov. Det kan jo ikke nytte noget, at når vi lige pludselig står i suppedasen og at har et stort behov for medarbejdere og så ikke kan rekruttere dem, for så vil der være mange mennesker, der bliver ladt i stikken, siger Birte Knudsen, der er afdelingsleder i ældreplejen i Hjørring Kommune.
Tine Rostgaard, professor i ældrepleje ved Aalborg Universitet er bekymret over udviklingen.
- Det giver en større lykke, et større velbehag at man kan klare sig selv, men ulempen er, at der er netop meget fokus på at kunne klare sig selv, at nogle af de andre mål i ældreplejen nemlig at der er nogle sociale relationer ikke på samme måde i centrum. Det får den konsekvens at det bliver meget målrettet det fysiske, og det kan give et pres på den ældre at skulle være uafhængig af hjælp, fordi så er antagelsen at man ikke har behov for hjælp mere. Min bekymring er at vi har nogle ældre, der kommer igennem de her korte træningsforløb og så bliver overladt til sig selv, siger Tine Rostgaard.
Tal fra KORA, der er Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, viser, at allerede om seks år vil 40 procent af befolkningen på Læsø være 65 år eller ældre. Eneste sted i Nordjylland, der sker en positiv stigning i antallet af borgere i den erhvervsaktive alder, er i Aalborg Kommune.
Du kan se meget mere om udsigten til at blive ældre i Nordjylland, når vi i aften i Nyhedsmagasinet Konsekvens kl. 19.30 sætter fokus på ældre, og hvilket ældreliv unge i dag kan forvente sig.