Ældre mand dræbt i trafikulykke

En ældre mand kørte ud for ubetinget vigepligt vest for Fjerritslev.

Ulykken skete kort efter klokken 15.00 torsdag eftermiddag. Den ældre bilist kom kørende mod syd ved Sløjbrovej ved Fjerritslev og kørte ud for ubetinget vigepligt. En varebil med kurs mod Thisted kørte ind i siden på personbilen og dræbte manden. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Bech til TV2/Nord.

Den ældre mand var død ved ankomsten til Thisted sygehus og er endnu ikke identificeret. Der er ingen melding om andre tilskadekomne.