Ældre mindedes de gamle dage med kartoffelsuppe og snaps
25.000 ældre landet over spiser onsdag kartoffelsuppe og får en lille en for at mindes gamle dage.
De fleste ældre husker nok tydeligt ungdommen, hvor der ikke var noget, der hed efterårsferie, men at skoleferien i stedet blev brugt på at samle kartofler.
Det kunne beboerne også på plejehjemmet Stengården i Hjallerup, der i dag var med til "Den store ældrefest", hvor de spiste kartoffelsuppe og fik en snaps til.
- De fleste ældre her på centret kan relatere til kartoffelferie. Jeg ved ikke, om det har været meget ferie, men de har været ude at arbejde, så det er derfor, fortæller Bente Nielsen, leder af Stengården i Hjallerup.
Kartoffelsuppen fik dog en lidt blandet modtagelse blandt beboerne.
- Der er noget, jeg hellere vil have, så har jeg ikke sagt for meget. Det er noget mærkeligt noget, jeg kan bedst lide en kogt kartoffel, fortæller beboer på Stengården Ove Hansen.
Fra nye kartofler til kartoffelsuppe
Indtil før corona blev det årlige arrangement afholdt på Valdemarsdag, 15. juni, men på grund af corona blev det i 2020 flyttet til uge 42, der jo som bekendt i gamle dage var kartoffelferie.
Det har været så stor en succes, at man nu har valgt permanent at flytte det til uge 42 og servere kartoffelsuppe i stedet for nye kartofler - snapsen bliver der dog ikke rørt ved.
Giver minder om gamle dage
Både for Inger Bøgh og Ove Hansen, der er beboere på Stengården, giver dagens arrangement minder tilbage til dengang, hvor kartoffelferien rent faktisk blev brugt på at samle kartofler.
- Det var vældig sjovt. Det havde ikke noget med ferie at gøre. Mine børn ville i hvert fald ikke blive der, ikke tale om, siger Inger Bøgh
En af dem, der også godt kan huske tilbage til dengang, er Ove Hansen.
- Det var arbejde. Skoleferie og kartoffelferie... det var det samme, siger Ove Hansen.
Arrangementet har fundet sted årligt i 21 år, og sidste år deltog mere end 400 plejehjem med 25.000 ældre. I år deltager nordjyske plejehjem i Hjørring, Hobro, Aalborg, Pandrup og på Læsø.
Plejehjemmene står selv for at skaffe kartofler, mens Kartoffelrådet skaffer sponsorer til snaps.