Tidligere formand for Socialdemokraterne i Sindal, Lasse Olesen, skifter nu til Enhedslisten.
Lasse Olesen, der indtil november måned, var formand for Socialdemokraterne i Sindal, har meldt sig ud af partiet, og har i stedet meldt sig ind i Enhedslisten. Det skriver kanalhjoerring.dk.
Lasse Olesen begrunder sit partiskifte med skoleforliget, der blev vedtaget i november i Hjørring Byråd.
- Når du sidder med følelsen af at være landsdelens eneste rigtige socialdemokrat, er du nødt til at overveje, om det i virkeligheden ikke er dig selv, der har flyttet sig fra partiet, og ikke omvendt, siger Lasse Olesen til Kanal Hjørring.
Han understreger, at hans udmeldelse af S ikke skyldes interne uenigheder.
Lasse Olesen har ingen planer om at stille op til byrådet, men siger, at han vil arbejde hårdt på at få Enhedslisten repræsenteret i byrådet efter næste kommunalvalg.