Afgørende svar i tragedie onsdag
Foto: RTL
Ifølge talsmanden for statsadvokaten i Potsdam kan der forventes svar på, om de to piger fra Øster Hurup der fredag omkom i en bilbrand i Berlin, var udsat for en forbrydelse.
Siden fredag har tysk politi og retsmedicinere arbejdet på højtryk for at finde årsagen til, at to piger på ni og ti år fredag omkom i deres fars bil i en brand lidt udenfor Berlin. Og onsdag skulle arbejdet gerne munde ud i en foreløbig konklusion.
- Vi forventer at svaret fra de toksikologiske undersøgelser er klar onsdag. Det er dem der fortæller os, om de to børn har været bedøvet. Det vil give os et stærkt fingerpeg på, om de to danske børn har været udsat for en forbrydelse, fortæller talsmanden for statsadvokaten i Potsdam Ralf Roggenbuck til TV2/Nord.
Tirsdag kom det frem, at faderen har fortalt til tysk politi, at han oplevede den dramatiske episode fredag morgen som en ulykke. Han fortalte, at han forsøgte at redde sine to børn ud af den brændende bil. Hermed pådrog han sig selv brandsår, der gør han fortsat er indlagt på et hospital i den tyske hovedstad.
- Faderen er, som det ser ud lige nu, ikke sigtet for noget. Der er rent faktisk ikke en sag, men vi har afhørt ham for at få klarlagt selve hændelsesforløbet. Hans forklaringer er vi i øjeblikket ved at efterprøve med de observationer vi har gjort os på gerningsstedet. Men mere i detaljer kan jeg ikke komme, siger Ralf Roggenbuck.
TV2/Nord følger sagen og sender direkte fra Potsdam i middagsnyhederne kl.12 på TV2/Nord og tv2nord.dk.