Aflivning af bisoner vækker debat: - Det bliver lidt hyklerisk, når vi samtidig nakker tusindvis af svin i timen
Aflivning af to bisoner i Lille Vildmose er et emne, der har medført en række reaktioner på de sociale medier. I denne uges udgave af magasinet DigiTALT debatterer panelet, om man bør vise, når dyr må lade livet.
Aflivning af to europæiske bisoner i naturområdet Lille Vildmose har skabt debat på Facebook. Panelet i tv-programmet DigiTALT kommer dog ikke op i det røde felt over, at de to dyr skulle dø.
- Vi tænker som udefrakommende, at det virker meningsløst, at dyr skal lade livet. Men der er jo en mening med det. Så jeg lever fint med det, så længe dyrene har det godt, siger Peter Møller Madsen, der er festivalleder ved Nibe Festival.
Jeg synes, det bliver lidt hyklerisk, at vi fokuserer på et enkelt eksempel.
Mikael Espensen, kreativ direktør, Weltklasse
I serien "Vild med mosen" har TV2 Nord i et år fulgt hverdagen i Lille Vildmose. Fotografen var derfor også med, da to af områdets europæiske bisoner skulle aflives.
En tyr var blevet for menneskevant, mens en ko var blevet syg. Derfor var det blevet besluttet at skyde dyrene. Men klippet har vakt debat på TV2 Nords Facebook-side.
Facebook-opslaget har fået over 200 kommentarer, og meningerne er delte.
- Super. Det er også sådan, man regulerer i dyrehaverne rundt omkring i landet, skriver Solvei Elmholdt Heck.
- Resultatet af pseudo-natur godt bakket op af diverse fonde og forskere, der har vedtaget, at vild natur er vildest under hegn. Det er en syg verden, skriver John Chris.
Stoler på eksperterne
En holdning, DigiTALT-panelet - som i denne uge består af Ditte Maria Kollerup, Mikael Espensen og Peter Møller Madsen - ikke deler med ham.
- Jeg synes, at mange af reaktionerne er forudsigelige. Vi kan ikke lide at se, når der er dyr, der bliver slået ihjel, og de her dyr har så samtidig pels og store, brune øjne, siger Mikael Espensen, der er kreativ direktør ved reklamebureauet Weltklasse.
- Jeg har ikke selv noget problem med det, fordi jeg stoler på, at dem, der arbejder med naturen, har styr på deres ting og ved, hvad der er det bedste at gøre, siger han.
Også Peter Møller Madsen stoler på, at dem, som forvalter naturen, kan træffe den rette beslutning.
- De her folk er eksperter, fordi de elsker dyr, så de gør det ikke i en ond mening. Dyrene er der for at ændre floraen og øge biodiversiteten, så at have bisoner i Lille Vildmose er ikke bare ren underholdning, som nogle tolker det til at være, siger festivalleder Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.
- Lidt pjattet
De to bisoner bliver efterfølgende udstoppet og udstillet på Vildmosecentret. Mikael Espensen undrer sig over, at klippet med aflivningen af dyrene kan få så mange Facebook-brugere til tasterne.
- Jeg synes, det bliver lidt hyklerisk, at vi fokuserer på et enkelt eksempel, når vi samtidig nakker tusindvis af svin i timen i vores produktion. Det bliver lidt pjattet, siger Mikael Espensen.
Ud over bisonaflivningen debatterer panelet også genåbning af samfundet, og at det nye supersygehus igen bliver dyrere at bygge. Derudover skal de forsøge at gætte, hvilken historie der har fået flest interaktioner.
Du kan se hele programmet her: