Aktivister stopper igen skovarbejdere

Heller ikke mandag morgen kom skovrydningsmaskinerne ud at køre i Østerild Plantage. 30 aktivister blokerede.

Mandag morgen lykkedes det nok en gang en gruppe aktivister at blokere for, at Naturstyrelsen kan komme i gang med at fælde træer i Østerild Klitplantage.

Rydningen af træer skal give plads til et nationalt testcenter for vindmøller på op til 250 meters højde. En flok på omkring 30 aktivister havde sat sig ved den indhegning, hvor skovningsmaskinerne er parkeret, og blokerede
for adgang, oplyser Naturstyrelsen.

Det er anden gang, aktivisterne har held til at forhindre, at arbejdet går i gang. Lørdag morgen stoppede godt 40 personer skovarbejderne, som ville rydde plads til møllecentret.

Mandag morgen var politiet til stede, men ifølge Naturstyrelsen "på lavt blus". Naturstyrelsen har endnu ikke besluttet, om eller hvornår man vil kalde ordensmagten ind på fuldt blus.

Et forsøg på at skabe en form for dialog med aktivisterne har ikke ført til noget. Miljøminister Karen Ellemann (V) vil ikke udsætte fældningen, selv om der stadig verserer klagesager ved EU-Kommissionen og Vestre Landsret.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland