Aktiviteten i det nordjyske sundhedsvæsen nærmer sig normalen
Aktiviteten i det nordjyske sundhedsvæsen nærmer sig normalen. Arkivfoto
Både på de nordjyske hospitaler, i Psykiatrien og hos de praktiserende læger er aktiviteten ved at nærme sig niveauet fra før coronakrisen. Der er dog et stykke vej endnu, og patienterne vil opleve, at tingene foregår anderledes.
Da landet lukkede ned på grund af coronakrisen 11. marts, oplevede sundhedsvæsenet et voldsomt fald i aktiviteten både på hospitaler, i Psykiatrien og hos de praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger i Region Nordjylland. Det er nu stille og roligt ved at rette sig op.
I uge 17 oplevede hospitalerne en stigning i antal henvisninger til udredning og behandling på 43 procent - heraf var der eksempelvis en 30 procent stigning i antallet af henvisninger til kræftpakker. Samtidig var der 17 procent flere indlæggelser, og der er ved at komme godt gang i operationerne igen. For eksempel er ortopædkirurgiske, karkirurgiske og urologiske operationer på Frederikshavn Sygehus gradvist blevet genetableret fra midten af sidste uge, ligesom Skagen Gigt- og Rygcenter igen har åbnet for behandling efter at have været lukket helt ned.
Det glæder formanden for Patientudvalget i Region Nordjylland, Henrik Buchhave (V), at flere patienter nu kan blive udredt for deres sygdomme eller komme i gang med en ventet behandling eller operation.
- Det har været bekymrende at se, at antallet af henvisninger til udredning for så alvorlige sygdomme som eksempelvis hjerteproblemer og kræft har været faldende under corona-krisen, selv om dette fortsat har været prioriteret. Derfor er det også godt at se, at disse patienter igen kommer ind på hospitalerne, ligesom flere patienter nu kan se frem til at få foretaget en længe ventet operation. Der er selvfølgelig oparbejdet en pukkel, så vi håber på en vis tålmodighed fra patienterne, siger Henrik Buchhave.
Stort arbejde i at fastholde kontakt til patienter i Psykiatrien
Også i Psykiatrien er aktiviteten ved at nærme sig det normale niveau. Belægningsprocenten har været helt nede på 56 procent sammenlignet med 74 procent i ugen før landets nedlukning. I uge 17 var belægningsprocenten 66 procent, og den er stadig stigende. Også antallet af henvisninger har været bekymrende lavt, og faldt fra omkring 200 ugentlige henvisninger til et godt stykke under 100, mens det i uge 17 er kommet op på godt 150.
Formand for Psykiatriudvalget, Jette Ramskov Kristensen (S), fremhæver, at Psykiatriens personale har været i stand til at fastholde patienterne i deres behandlingsforløb ved i høj grad at omlægge den ambulante behandling til virtuelle konsultationer over telefon eller video. Derudover har gruppebehandling været omlagt til individuelle forløb.
- Det er helt sikkert, at den vedholdende indsats har hindret en forværring af nogle patienters sygdom. Jeg har været alvorligt bekymret for, om nogle psykiatriske patienter ikke henvendte sig i tide, og jeg vil da også fortsat opfordre patienterne til at henvende sig til deres egen læge eller behandler, hvis de oplever symptomer på psykisk sygdom, siger Jette Ramskov Kristensen.
I Psykiatrien bliver gruppebehandling lige nu genoptaget under hensyntagen til smitterisiko.
De praktiserende læger har været omstillingsparate
Aktiviteten hos de praktiserende læger i Region Nordjylland har også taget et ordentligt dyk under coronakrisen. I flere uger har aktiviteten været ca. 40 procent under aktivitetsgennemsnittet for de to uger inden nedlukningen af landet – og i den korte påskeuge hele 60 procent lavere. Det tal er også kravlet tættere på normalen, siden de praktiserende læger åbnede for patienter tirsdag efter påske. I uge 17, som er den første hele uge siden genåbningen, var aktiviteten således på 83 procent af de to uger inden nedlukningen.
Formand for Akut- og Praksisudvalget, Mogens Ove Madsen (S), har bidt mærke i, at de praktiserende læger har været omstillingsparate under corona-krisen og blandt andet har taget videokonsultationer til sig, så de til en vis grad har kunnet tilse deres patienter.
- De skal have ros for at have taget store skridt i en udvikling, som vi også her fra regionen har støttet op om med udstyr, og selv om videokonsultationer ikke kan bruges til alt, så kan det også fremadrettet være et rigtigt godt alternativ til fysisk fremmøde. Alligevel er det godt at se, at patienterne igen kan møde op hos deres praktiserende læge. De er det første bolværk, der sørger for både behandling og henvisninger til hospitaler og privatpraktiserende speciallæger, siger Mogens Ove Madsen.