Alger stopper muslingefiskeri i Limfjorden
Det varme vejr har stoppet muslingefiskeriet i Limfjorden, fordi en opvækst af alger har gjort skaldyrene giftige at spise. Muslingefiskerne genoptager først fiskeriet til september.
Det oplyser formanden for Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Benny Andersen.
De ugentlige prøver har vist en langsom stigning af algegift, der nu er nået over grænseværdien. Og vejrudsigterne er for flotte til, at fiskerne tror på, at de kan genoptage fiskeriet lige med det samme, så de 51 fiskefartøjer holder nu sommerferie frem til september.
Hver båd står til at tabe mellem 75.000 kroner og 100.000 kroner på stoppet, der kommer oven i en fem uger lang konflikt tidligere på året med et aftagerfirma, der også stoppede fiskeriet.
- Det har været et rigtig træls forår for os, konstaterer Benny Andersen.
Foreningen advarer folk mod selv at samle muslinger til måltider i strandkanten. Derimod, under streger Benny Andersen, er der ingen fare ved de limfjordsmuslinger, der stadig kan købes i butikkerne, enten friske fra lineopdræt eller som frostvarer.
/ritzau/