Alkohol-sodavand kommer i karneval-udgave

Aalborg Karneval allierer sig med drikkevaregiganten Cult om at lave en specialudgave af drikken Mokai.

I 2014 introducerede Aalborg Karneval med stor succes en karnevals-øl, der skulle løfte karnevallets økonomi og samtidig gøre det lettere for de mange tusind karnevalsdeltagere at slukke tørsten. Som den eneste alkoholiste drik var det nemlig tilladt at tage karnevalsøl med fra paraden og ind til den lukkede fest i Kildeparken.

Og den store succes for øllen har nu affødt endnu en karnevalsdrik.

Sammen med drikkevaregiganten Cult lancerer Aalborg Karneval nemlig en karnevals-mokai.

- Introduktionen af vores egne brandede produkter er naturligvis vigtige for økonomien i karnevallet. Men endnu vigtigere er det, at disse tiltag er med til, at flytte salget fra glasflasker til dåser og plastic. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke ønsker glas i paraden da der hvert år er flere som skære sig på glasset, siger talsmand for Aalborg Karneval Reimar Ivang.

Aalborg Karneval 2015 starter 15. maj og slutter 23. maj med den traditionsrige parade gennem Aalborgs gader.